MORTEN DEURELL

🇩🇰 Danmark
Morten Deurell har tryllet professionelt siden 1999 – men hans vej ind i magiens verden går faktisk en tur omkring Horsens!

Som ung fik han nys om en tryllebutik i Horsens, bestilte det store Pegani-katalog og kastede sig over bøger, kort, mønter og mystiske rekvisitter. Derefter blev der øvet. Meget! Op til ti timer om dagen – med en klar ambition om at komme ud og optræde. Det må siges at være lykkedes.

I dag har Morten mere end 2.000 shows bag sig og har optrådt over hele Danmark – og langt uden for landets grænser. Fra Tivoli og Roskilde Festival til Stockholm, London, Sydfrankrig, New York og Melbourne. Undervejs har han også arbejdet med stand-up comedy, improvisation og skuespil og stået for publikumsopvarmning på en lang række danske tv-produktioner. Alt det kan mærkes, når Morten går på scenen.

Hans stil er en sprudlende blanding af trylleri, comedy, improvisation og masser af kontakt med publikum. Det handler ikke bare om at vise smarte tricks, men om at skabe de sjove og uforudsigelige øjeblikke, der kun kan opstå, når performer og publikum leger sammen.

Ved årets ILLUSIONS er Morten Deurell ny mand på festivalholdet – men bestemt ikke ny i manegen. Du kan blandt andet opleve ham ved Tryllestafetten i Kuben og til Smag på Magien på Platform K.

Vi glæder os til at byde ham velkommen tilbage til Horsens – byen, hvor et tryllekatalog engang var med til at sætte det hele i gang.

EVENTS MED DENNE ARTIST