Velkommen til

Magic Fight Night

Fredag 18. oktober 2024
Kl. 21.00 – 22.30

I forbindelse med festivalen ILLUSIONS, er det lykkedes at få fænomenet ”MAGIC FIGHT NIGHT” til Horsens. Oplev nogle af Danmarks bedste tryllekunstnere, når de mødes i ringen til battle på Horsens Ny Teater. Rune Klan, Klaus Mulbjerg, Mortenn og Joachim Solberg, trækker de vildeste tricks op af hatten i kampen for at komme øverst på sejrsskamlen! Skuespiller Mads Wille er værten, der styrer slagets gang og sørger for, at der bliver fyret godt op under publikum – og tryllekunstnerne.

Det er første gang, at showet MAGIC FIGHT NIGHT sættes op uden for København. Med en unik blanding af skøre benspænd, improvisation og magi i verdensklasse, vil du opleve tryllekunst på en måde, som du aldrig før har set det. Med hujen og klap er det dig, der bestemmer og afgør, hvilke tryllerier der er de vildeste, sejeste og sjoveste. Og til slut er det også dig, der bestemmer, hvilken tryllekunstner, der løber af med sejren.

En magisk oplevelse for alle aldre.

Eventet finder sted i Store Sal på Horsens Ny Teater.

JOACHIM SOLBERG (DK)
Navnet Joachim Solberg vækker respekt blandt tryllekunstnere overalt i verden. Han er kendt for sin timing og eminente håndtering af klassiske tryllenumre – og så er det sjovt at være i hans selskab. Når man oplever Joachim i tryllemiljøet, er det oftest med en flok kolleger omkring sig, der er klar til at lære af Danmarks ”Godfather of Magic”.

Glæd dig til at opleve Joachim på slap line fredag aften i ”Magic Fight Night” – eller helt tæt på, når ”Tryllestafetten” lørdag formiddag ruller i Kuben.

RUNE KLAN (DK)

Hvis der er nogen der har fornyet tryllekunsten i Danmark – og folks syn på den – så er det denne mand. Rune Klan er ikke alene en fuldstændig formidabel tryllekunstner, han formår også hele tiden at gøre faget relevant i nye sammenhænge. Tænk blot på hans unikke måde at kombinere historiefortælling og tryl i de seneste shows BARNLØS, HÅBEFULD og TVIVL eller i serien TABU på TV2.

Fredag aften kan du opleve Rune trylle for fuld udblæsning, når han kaster sig ind i ringen og dyster med dygtige kolleger i ”Magic Fight Night”.

MADS WILLE (DK)
Skuespiller, instruktør og teaterleder – med en stærk passion for tryllekunst. Mads Wille er manden bag konceptet ”Magic Fight Night”, der netop er en fusion mellem teatersport og magi. Han styrer med sikker hånd løjerne, når 4 af Danmarks dygtigste tryllekunstnere går i ringen og improviseret dyster i kunsten at forbløffe publikum.

Det sker fredag aften på Horsens Ny Teater – og det vil du ikke gå glip af!

MORTENN (DK)
Der findes ingen i den magiske verden som Horsenslokale Mortenn, og vi er pivstolte over at have ham med ved iLLUS!ONS. Siden vores lokale stjerne i 2022 blev verdensmester i genren ”Comedy Magic” har der været rift om ham – bl.a. har han som den eneste dansker været med i det amerikanske TV-show ”Fool US” – to gange!

Han har lovet at blive hjemme i uge 42 og optræder bl.a. i gallashowet lørdag aften.

KLAUS MULBJERG (DK)
Klaus Mulbjerg har en af tryllebranchens skarpeste hjerner, og du har allerede oplevet hans ekspertise. Klaus har nemlig været den kreative højrehånd for både Jan Hellesøe og Rune Klan siden begyndelsen af deres karrierer. Fra utallige liveshows til ”I Hjernen På Stjernen” på DR1 og ”Tabu” på TV2. Selv er han en begavet og erfaren showman, som gennem årtier har forfinet tryllekunstens håndværk.

Du finder Klaus med boksehandskerne på i ”Magic Fight Night”, og når han lørdag formiddag overtager tryllestaven i Kuben.

Magic Fight Night